Jeg har blot fem minutter

så ned med det inden det slutter.

Travl kan man altid være

...i hoved, krop og sind...

Men i hastværket glemmer jeg

at alt det pis gør mig blind................

Minimation

060510 - hvordan får man en vred fisk til at smile?

Der var engang en fisk ved navn Matti Sneften.
Han var var vred og havde galle i kæften.
Han svømmed og var gal på alle andre fisk i havet
for modsat ham, var de knap så begavet.
Der lå de så naive og bare vented på føde
med åben mund og øjne så røde.



Men en dag hvor alle lå og nød solens søde varme
skød en katastrofe ud fra bunden og skabte megen harme.
Der var gået fisk i i systemet og gjort det meget værre.
For Sprutte havde glemt at slukke for hanen med tjære.
Alle boblede og plaskede og gik løs på den arme stakkel.
Skulle han overleve det, krævede det et mirakel...

Ny computer

JEg har købt en ny computer - Sony Vaio...

Har gået og ventet på den fine nye Mac Pro, der i følge rygterne skulle være kommet i januar. Men ak, og nu har jeg så købt denne fine maskine, som egentlig bare fornedrer mit liv en lille smule mere, hver gang jeg anvender den. Den er stor, fint nok - det er udmærket til billederedigering og viceversa - men hver gang jeg skal arbejde på den går det op for mig, hvor forfærdelig den er. Ud over at tasterne ligger langt fra hinanden, så ens fingersystem er slået helt tilbage, så har de innovative kræfter bag, valgt at lave alle de væsentligste taster til de mindste taster... Jeg bilder mig selv ind at jeg blot skal vende mig til at arbejde på den. Derfor sidder jeg nu og øver mig og skriver fyld til den her blog, som det jo egentlig bare er mig der læser alligevel...
Jeg kunne også begynde at skrive en historie - som en pendant til "tekst taklingerne". Nej, nu skal det egentlig bare flyde, så jeg kan blive mega klar til det der med at skrive projekt på hurtigt niveau. Hvad de fremtidige læsere ikke kan se er, at jeg konstant må bremse op og rette teksten fordi tasteturets udformning ikke vil lade mig udføre skriveøvelsen uden at æ'er bliver til L'er og A næsten hele tiden bliver til S og sådan går det hele vejen rundt. Skal jeg bare vende mig til det her - eller skal jeg virkelig være en guttermand og smide den direkte tilbage i hovedet på dem i morgen som det første? Det er jo slet ikke smart det her!!!

Mit råd til alle: køb dog for helvede en Mac!

Lad os kalde det omvendt suspense

Allerførst er vi ikke helt sikre på, hvad det er, kvinden i baggrunden har hånden nede i...

Citronen indikerer, at der kan være noget surt på vej...

Puha! tænker vi, da vi endelig har kæmpet os frem til slutningen og alt stadig ånder fred og fordragelighed :)

Hvad skal man nu bruge sin blog til?!!!

Efter at have overværet en rigtig fin koncert med en meget dygtig Tim C og hans medsammensvorende, der konstant blev kastet tilbage af det rampelys, som hovedpersonen badede sig i, kunne jeg konstatere, at det lille kamera havde gjort sit job til det ypperste. En glad fotograf er en god fotograf. Men dermed begynder jeg også at blive nærig med at dele dem - specielt på Facebook, der ikke laver andet end at tyvstjæle andres rettigheder. Vil dog stadig gerne dele oplevelsen - og ikke mindst med de herlige drenge jeg var i klyngedans med under koncerten. Dermed blev det bloggen, der nu får jobbet som opslagstavle for de små fotofinurligheder jeg går og vil gå at finde på. Tak Tim C og de andre som da også var gode - eller okay.

Der skal mere ud!

Refleksiv...

Hvad skal jeg dog med en blog!? Det spørgsmål var modstræbende og meget fast placeret i hovedet på mig, da jeg startede på faget om læring i virtuelle miljøer.

... more to come...

Et nyt begreb jeg har stiftet bekendtskab med indenfor de sidste par dage, er ”Blooks” - hvilket kommer af en sammentrækning af de to engelske ord, Book og weblog. Det drejer sig om et temmelig nyt fænomen, hvor blogs bliver udgivet som bøger. En tendens der allerede er vokset sig stor i USA men også så småt er ved at spire frem i Danmark (se mere på: www.kommunikationsforum.dk/artikler/har-du-en-blook).

Jeg tror ikke at man kan komme udenom bloggens potentiale som kommunikationsplatform. Når jeg eksempelvis læser en artikel, om en blog der støtter feminisme (www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/03/09/150534.htm), der hver måned har over 600.000 læsere, så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvorfor jeg dog har ladet dette medium gå min næse forbi i så lang tid. Ikke fordi jeg er feminist, men fordi jeg tænker, at så må der jo findes uanede mængder af blogs om alt der også kunne være interessant for mig – som en evig kilde til viden.
Men det er måske lige netop her det begynder at blive svært for mig. For der er jo så mange emner der er interessante – og hvor skal jeg så starte? Tilmed synes jeg at finde flere mangler i forhold til den mulige læring, der kan finde sted gennem blogs. Nu har jeg hovedsageligt beskæftiget mig med 'blogspot', fordi det er den blog jeg selv benytter, men synes der er opstået flere komplikationer for mig.

1.Det er meget svært at komme fra min egen blog og ud til andres. Kan hverken søge efter navne, emner og lignende, så skal google efter andre specifikke blogs hver gang jeg vil frem til dem (fx mine medstuderendes blogs), hvilket meget tit forudsætter at jeg kender til en masse oplysninger på forhånd eller har hørt om bloggen igennem et andet medie. Det gør at processen bliver besværlig og kan derfor let komme til at tabe mig på jorden. - Men måske jeg også skulle fatte mig en smule med tålmod og erkende, at alting, og specielt nye, tager lidt tid at vænne sig til og blive fortrolig med.

2.Finder det meget besværligt at kommentere på andres blog, da det kræver en del tryk og koder at få lov til. Ydermere synes jeg det er en fejl, at jeg ikke kan kommentere på andres blog, hvis jeg ikke selv er bruger på den specifikke blogsite. Hvad dælen gør man så? Så skal man pludselig til at 'signe' sig op ti forskellige steder for at kunne være med i debatten? Ser det som en amputation af kommunikationspotentialet.

Det er kommet på mode at ytre sig om intime anliggender og gerne vulgært, hvis man skulle ligge inde med sådan nogle oplysninger. Når jeg læser artiklen ”Why we blog” (Bonnie A. Nardi, Diane J. Schiano, Michelle Gumbrecht, and Luke Swartz), der blandt andet behandler spørgsmålet om motivationen for blogging, kan jeg ikke se andet end et bekræftende udtryk for det moderne menneskets trang til at fremstille sig selv som ”værende” og finde en behagelig plads i samfundet, hvor det ikke føler sig overset. Gennem bloggen ønsker bloggeren at dokumentere sit liv, ytre sine følelser og allerhelst mens andre følger med i det. Der er vel bare søgen efter kosmos? – at vi føler, at vi er med og er en del af noget større og meningsfuldt... men det er jo heller ikke forkert. Det gør jeg jo også selv – bare gennem andre medier (face to face, Facebook, Messenger).

Jeg vil gerne begynde at bruge blogs mere. Både min egen og andres. Ikke for at udstille mine intime sider – det gør jeg så rigeligt uden for den digitale verden - men for at kunne dele og ikke mindst lære af andre. Set i forhold til eksempelvis Facebook ser jeg blogs som langt dybere og mere saglige – her er der faktisk mennesker der bringer brugbare informationer, i forhold til latterlige links og fangrupper til alt fra vingummebamser til små racerbilsspil...

Læring gennem og via sociale medier (blog)

Hvad er læring – og ikke mindst hvordan lærer jeg? Jeg synes John Dewey (1859-1952) har fat i noget af det rigtige, når han hævder at mennesket ”lærer ved at gøre”. Vi interagerer konstant med omverdenen og reagerer og modificerer os selv i forhold til de inputs vi bliver bombaderet med. Ifølge Deweys teori vil et socialt medie som fx blog være essentielt som læringsredskab. For at lære skal der være en interesse for at lære. Jeg ser blogs som åbenbare interessefelter, hvor alle der blogger er interesserede i det de skriver om. Når alle ydermere har mulighed for at søge, læse komme med indlæg og derved har mulighed for at disputere om et fælles emne, vil der således være større chance for at den enkelte vil få flere inputs og vil derved få mere at forholde sig til og reagere på – og dermed lære.

Men det kræver imidlertid også, at jeg må gøre opmærksom på mig selv i den store sø af blogs og bloggere, hvis jeg altså ønsker at få inputs fra andre. Eller vil det ikke bare være smartere at finde allerede oprettet weblog, der allerede behandler min(e) interesse(r)? Det ville gøre det indledende arbejde nemmere for mig selv. Men selv den tilgang kan være tidskrævende, specielt hvis man kun har en interesse at gå efter. Googler man efter en blog om et specifikt emne, bliver man jo overdænget med forslag - og hvilken er så bedst?
Et andet spørgsmål der opstår, når jeg som omrejsendes forsøger at tilgå nye blogs er, hvorledes jeg skal gebærde mig i forhold til interaktionen med de andre bloggere. Hvordan skal man indlede det nye "forhold" til den anden, hvis jeg eksempelvis ønsker at skabe et eller andet form for holdbart samarbejde, hvor vi kan drage nytte af hinandens viden? Eller er det i virkeligheden ikke så besværligt, netop fordi vi befinder os den en virtuel verden, hvor man fra starten er bevidst om, at alle potentielt kan følge med og afgive holdninger til det du skriver? Afgiver man automatisk en bekræftelse på absolut åbenhed overfor alle, når man begynder at blogge? Jeg tror det ikke. Der må stadig være visse sociale regler der spiller ind...
Men for at vende tilbage til det med at lære, så giver det jo mening lige så snart jeg læser min egen tekst igennem. For om det så bare handler om at lære at kommunikere med andre mennesker gennem blogs, så er det en viden jeg ikke er kender til, men stille mig undersøgende over for og derved er der grobund for, at jeg kommer til at "lære" noget nyt...

Blog #1

...mit først 'weblog'indlæg var muligvis ikke så reflekterende, som min undervise havde bebudet det skulle være... Jeg vil derfor nu starte forfra og indledningsvis redegøre for mine forventninger til bloggen som et redskab til læring og samarbejde.

Jeg er generelt meget forbeholdende i forhold til nye medier – hvilket derfor også har haft en indflydelse på min tilgang til det at skrive blogs. Det har været udmærket og til tider faktisk meget spændende at læse andres blogs, men har aldrig selv følt trang til at dele ud fra min verden. Jeg tænker det kan have noget at gøre med, at jeg muligvis aldrig har haft en interesse, hobby og hvad sådan noget nu hedder, der i mine øjne havde potentiale som interessant personlig 'blogtopic'. Musikinteressen er blevet afløst på ”LastFM” - der jo på mange måder fungere som en wiki-blog, hvor der er mulighed for at udveksle viden med andre brugere, få større kendskab til bands og genre og lære nyt musik at kende. En anden mulighed ville være at skrive i dagbogsform, hvor jeg kunne ytre mine personlige holdninger ud i forhold til alt fra hverdagsproblemer de store samfundsspørgsmål. Denne form for kommunikation foretrækker jeg dog at holde i situationer hvor jeg interagere ansigt til ansigt – bliver nødt til at se folk i øjene.

Min søster oprettede en blog da hun blev mor for tre år siden – hvilket gav helt mening i forhold til situationen. Hun bor til dagligt i Spanien, hvilket gør det lidt sværere at følge med i hinandens verdener – hvilket bliver et endnu større issue, når der sker en familieforøgelse. Men med hendes blog har vi alle sammen mulighed for at følge med i hendes liv og ikke mindst den lille truntes udvikling. I den sammenhæng finder jeg den personlige (intime) blog som et helt fantastisk redskab. Men tænker, at det udelukkende er pga ungen og specielt de to nye bedsteforældre, at min søster vælger at delagtiggøre hele verden i hendes intime verden – det er ikke for hendes egen men for andres skyld.

Hvis jeg nu skal til at lave min helt eget, initiende blogindlæg, skal jeg finde et specifikt emne der ikke handler om mig, men snarere handle om at opfordre andre til at bidrage. Det kunne være madopskrifter, billeder, kunst osv...

Det bliver faktisk lidt spændende nu...

Den aller første gang...

For første gang i mit liv skal jeg til at gøre min tanker tilgængelige på det globale netværk. Ad tænker jeg. For det er ikke noget jeg er meget for. Men min underviser vil ikke lade mig bestå faget, hvis jeg ikke er aktivt deltagende... Derfor lukker jeg nu op for min helt egen blog - Velkommen!